julen

Det er som om jeg bare er den eneste her på jorden der er ved at brække sig over alt det her juleræs.. Det er ret belastende, ved ikke hvad jeg skal tænke eller synes om det. Eller det ved jeg godt,. jeg ville bare så gerne kunne nyde tiden, og synes det var rart og dejligt. Men nej det gør jeg ikke.

Det hele er bare lidt for meget, alt det der jule gøjl, nej jeg kan helt reelt ikke huske sidst jeg havde en god jul. Det hele er bare med tiden blevet øv, og har været syg de sidste mange jule. Så det hele har bare været rigtig øv..

gider ikke julen.. har ikke overskud til den..

vil bare være glad

ønsker alt hvad jeg kan at blive glad.. ikke at skulle gemme mig bag min facade.. er så ked af det hele tiden. Kommer tit til at græde når jeg er alene, fordi så kan jeg smide facaden. Det kan jeg næsten ikke i hverdagen, jeg har det så dårligt.. Jeg vil bare have alt til at blive okay.. jeg har sådan brug for at få alle følelserne ud..

tankerne flyver

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, har brug for at snakke. Men alligevel vil jeg bare være mig selv. Jeg har mest af alt lyst til at mærke smerten. Kniven mod min hud. Den rus og smerte der kommer igennem min krop, jeg bliver draget af den. Jeg har virkelig lyst til at mærke den igen. Klokken er sent, og  jeg skal i skole i morgen og pakke til vi skal til London på juletur her i weekenden. Jeg har ikke vildt meget lyst til det. Godt nok kan jeg låse mig inde på mit værelse derovre, men alligevel det er et fremmed miljø. Er ikke sikker på jeg har overskud til det.

Skolen er til at brække sig over, har så mange lektier og afleveringer for her inden jul at jeg er ved at gå død i det. Jeg har ikke overskud til at træne fordi jeg er småsyg.. har det ikke så godt for tiden..!:(

feels empty

Har en underlig følelse indeni. Sad og kiggede på et spil og langsomt begyndte tårerne at trille langsomt ned af kinderne på mig. Hvorfor? Jeg ved det ikke helt. Måske fordi jeg “glemmer” alle problemerne skubber dem i baggrunden. Fordi jeg ikke har overskud til dem i hverdagen. Fordi jeg er nødt til at fokusere og være dybt koncentreret hele tiden. Planlægge alt i troen om at det hele bliver bedre hvis jeg gennemfører dette jeg er igang med. Men sådan går det hele bare ikke.

Jeg er tom, jeg ved ikke hvad jeg laver, jeg kæmper så hårdt med skolen og alt. Prøver at gøre det hele perfekt, få min facade til at være perfekt, så ingen kan se hvad der gemmer sig inden bag ved. Det plejer også at virke fint, ikke engang dem der kender mig bedst tvivler mig når jeg siger at alt er okay. Men nogen gange. Når jeg sidder her helt alene, begynder facaden at krakelerer ganske langsomt, og efter noget tid er jeg nærmest opløst. Har lyst til at skrige, i håb om at jeg kommer væk herfra. Ønsker at det hele slutter når jeg lukker øjnene. At altid bliver bedre, at jeg måske kommer et bedre sted hen. Kun drømmene giver mig et glimt af ønskerne. Ingen ting holder mig oppe længere, prøver at være lykkelig udadtil og det virker fantastisk. Ingen kan se igennem min facade. Har efterhånden levet bag denne facade i så mange år at jeg ikke kan huske et liv uden den. Den er min personlighed udadtil. En del af min rigtige personlighed skinner selvfølgelig igennem facaden, men det er kun en ganske lille del. Man føler sig ret missereble når man sidder alene i et stor hus, hører musik, sange der er deprimerende, fordi man har lyst til at drømme væk. Fordi man har lyst til at alt ting er bedre næste gang jeg blinker, næste gang jeg åbner mine øjne.

Riv mit hjerte ud, hjælp mig.. Jeg ved ikke om jeg kan klarer det her mere, jeg kan ikke fortælle det til dem jeg elsker aller mest. Jeg kan ikke erkende mine svagheder, jeg kan ikke erkende at jeg ikke kan klarer mit liv, at jeg mest af alt har lyst til at forlade dem alle og forsvinde ind i ingenting. Ind til det sted som ingen ved om findes, men jeg er sikker på at det er bedre end dette håbløse sted jeg står i mit liv i dag. Jeg har sådan en fucking træng, jeg har sådan mest af alt lyst til at skade mig selv. Det er håndgribeligt, det er til at have med at gøre, hvilket mit liv mindst af alt er lige for tiden. Jeg har jo brug for noget hjælp, jeg har brug for at folk ved at jeg har det skidt. Jeg vil have dem til at tage sig af mig, være der for mig. Være hos mig, lade mig græde i tide og utide, hele tiden til der ikke er flere tårer.

Men jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal  beskrive mine følelser, for de er så ekstreme at det ikke er lige til, og hvis jeg beskrev dem tror jeg ikke du ville tro mig. Jeg tror ikke du ville kunne forstå hvordan jeg har det indeni. At ilden inden i mig er så stærk. At jeg faktisk tvivler på at den bliver slukket.

#B-jeg har brug for jer!

træder vande

Det samme sker igen og igen.. hver gang jeg finder interesse i en fyr.. bombardere jeg ham nærmest med sms’er osv. For at få hans opmærksomhed og ja ved ikke hvorfor jeg gør det. Jeg er skide dårlig til at spille kostbar når først han har vundet min interesse. Kun når jeg ikke er interesseret kan jeg være ligeglad. Så er det mig der har bukserne på og kan styre ham rundt som jeg vil..

ARRrrrr jeg er så helvedes træt af det. Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad. Det plejer jeg at være så god til når det handler om så meget andet. Jeg kan jo bare ikke håndtere det for søren da..

ensom

nu sidder jeg her igen. En sen aften og ja bare tænker lader tankerne flyde, for at få dem ud af hovedet, måske bearbejdet ja bare for at få dem væk. Jeg har haft store problemer med at sove her den sidste uge, så er forfærdelig træt. Men alligevel kan jeg ikke sove. Jeg ville bare gerne putte mig ned og væk. Være i en tryg favn og bare være. Når man lægger ud på de sene aften timer og tænker nu når man ikke kan sove, tænker jeg og tænker over mit liv, og ja det er ikke helt så fantastisk som folk tror. Alle tror jeg er glad. Men er faktisk ikke rigtig glad. Men ja hvorfor skulle jeg også være det. Jeg har jo ingen grund. Org det er hårdt. Men alligevel vil jeg gerne være stærk, kan simpelthen ikke finde ud af at sige til min omverden at jeg har det af helvede til. Jeg har bare lyst til at grave mig ned. Ja mon nogen ville savne mig? nogle af de typiske tanker der ryger igennem hovedet. Vil nogen savne mig hvis jeg forsvinder?

Jeg var til hudlægen her den anden dag, fordi jeg har et modermærke på foden. Da der er modermærkekraft i familien skulle jeg lige have det tjekket. På den ene side frygter jeg at jeg får kraft, men på den anden side håber jeg det lidt. Forfærdeligt at indrømme at man gerne vil være syg… men er ved at være så træt at jeg tror jeg kan sove.

så godnat derude

#B

indvendigt

Indvendig ligner jeg nok alle andre mennesker, men er utrolig såret.. Grunden tager vi senere..

er bare trist for tiden

#B

aarrgh..

render rundt som en høne uden hovede. ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, eller ikke skal gøre af mig selv. Føler mig såret og ved ikke om jeg gør det rette eller om jeg spilder min tid. Skal jeg bare give ham tid? eller skal jeg komme videre og lade være med at tænke på ham. Det er svært når man er så småt forelsket. Eller måske bare betaget af ham. At man er fascineret, at man nyder at ligge og putte. Nyder at dufte ham hans varme og hjertebanken. Org Det er bare noget jeg på en måde mangler i min verden. At jeg ikke ved om han er der. Han har ikke tid pga. flytning. men hvis han virkelig ville mig, ville han så ikke tage sig tid til mig? eller Org hvorfor er drenge så svære at forstå. Føler mig så ulykkelig, at jeg ikke ved om han vil mig eller ej. Hvorfor kan hans signaler ikke være entydige. Når jeg er sammen med ham, så er han på en måde, men når jeg ikke er sammen med ham så er han en anden.. Orh jeg hader det her virkelig. Det er så hårdt at jeg ikke ved hvor jeg står, eller hvad jeg skal gøre. For jeg gider ikke være en kælling og spilde på to heste.

Jeg har jo bare brug for at blive bekræftet.. Jeg kan jo ikke gøre for at jeg har været igennem det jeg har og at jeg har et behov, som jeg ikke selv kan dække. Jeg har ikke været på net dating i lang tid. Der fandt jeg da bekræftelse. Jeg kan jo få en masse hvis jeg lyster, men jeg vil ikke have alt, jeg vil have en der synes om mig, synes jeg er dejlig som jeg er. Han giver mig lyst til at skrige.., giver mig lyst til at komme væk fra helt det her.. ORH giv mig styrke til at klare dette liv..

Han sårer mig….giv mig et tegn.. er det det rette jeg gør, eller?

#B

følelserne stor del af mit liv

Når jeg er trist indeni, er jeg også trist udenpå, og omvendt. Mine følelser har stor betydning for hvordan jeg opfører mig og har det. Jeg har stærke følelser. Nærmest ekstreme, enten er jeg rigtig glad eller rigtig ked af det, det er sjældent jeg er sådan noget midt imellem. Eller når jeg er såret, så er jeg en lille grå mus, sidder inden i mig selv, og ingen får lov at komme ind.

Hvorfor er det så svært at forstå drenge, jeg forstår ikke hvad han mener, vil han mig eller ikke. Kan de ikke bare sige det lige ud, hvorfor lade mig gå i uvished, der er ikke noget værre for mig, end at spilde min tid på noget der ikke bliver til noget. Jeg må ikke skrive til ham, selvom jeg virkelig har lyst til det, det er hårdt og rende rundt og bare vente på at han sender en sms. Jeg håber den kommer inden ugen er omme, ellers ved jeg ikke hvad jeg skal tænke eller synes. Så alt det jeg troede er måske ikke sandt, længere.. ja jeg ved ikke

ved ikke hvad jeg skal sige

#I’m out B

Bange

Virker så hård udadtil hele tiden, så skarp i tungen og en pige der ved hvad hun vil. Ja måske, ellers ved i bare ikke bedre.

Efterhånden som jeg sidder så meget ved computeren kan jeg blinde skrift kan sidde og skrive på tastaturet hvor kun skærmen oplyser tastaturet svagt. Min underbevidsthed ved hvor tasterne sidder.

Er så bange, så ked så skræmt så kold indelukket trist og alt muligt andet. Mine følelser er så ekstreme at det ikke er til at beskrive. Der var engang en der sagde til mig at kunstneres følelser ofte er mere ekstreme end andres. Måske måske ikke, jeg har det hvert fald ikke helt godt. Jeg vil bare lukkes inde. Hvis man nu kunne melde sig frivilligt til at være en af dem der fik influenza A og døde af det, ville jeg gerne ofre mig for samfundet og for menneskerne i danmark. For jeg kan nu nok undværes. Når jeg ikke engang formår at være sød ved dem omkring mig.

Jeg har en evne, ikke en god en, men den sortere da de første og villige fra. Men med tiden gider de gode heller ikke blive ved med at komme igen. Hver gang et andet menneske kommer tæt på mig bliver det skubbet væk, det handler især om drenge og kærester, det er endnu ikke lykkedes mig at lade en komme helt tæt på, jeg ved nu ikke hvorfor jeg ikke kan, jeg kan bare ikke. De ting der går mig på, går ud over de eneste jeg har kontakt med som ikke er familie eller skolekammerater. Jeg ville ønske det ikke var sådan, men ved ikke hvordan jeg skal vende det.

Jeg er så bange for at skubbe alle dem der bekymre sig en lille smule om mig væk, væk fra det hele, væk fra alt hvad der heder mig. En dag lykkedes det måske, eller sker det er nok et mere passende ord. For jeg forstår godt hvis de ikke vil blive ved med at forsøge at være min ven, flirt, bejler eller hvad de nu er. Det er ikke nemt at være hankøn i mit liv. Jeg er vant til at klarer mig selv og gør det helst uden hjælp fra nogen, hvad det så end er, om jeg skal kæmpe en brag kamp bare for at få det ene ben ind i ringen så er jeg villig til at kæmpe den kamp for at undgå at skulle bede om hjælp.

Jeg har altid klaret mig selv så hvorfor skulle det ændres bare fordi der kommer et nyt menneske ind i mit liv. En af mine venner sagde her fornylig noget til mig, noget der fik mig til at tænke “hør B der er jo ingen der ved alt om dig, du fortæller ingen alt, du fortæller nogen noget og nogle andre noget andet, men ingen alt” Det er rigtigt, der er ingen der ved alt om mig, og der er nogen ting som ingen ved. Nogle ting som jeg formår at holde helt hemmeligt fra alle. Ikke engang min egen mor, søster ved hvad der rør sig i mig, måske har de nogle idéer, men de har også bare travlt med deres egne liv, at de ikke har overskud til at sætte sig ind i hvad der egentligt rør sig i mig. Hvad laver jeg dog, jeg sidder oppe sent en tirsdag aften og skriver, fordi jeg er ked, fordi jeg drages af smerten. Fordi jeg har lyst til smerten og bilder mig selv ind at hvis jeg bare skriver mine følelser ned så forsvinder lysten. Det er klamt synes jeg, at man har lyst til smerten, at sætte lyst og smerte i samme sætning hænger ikke helt sammen. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg er bange for at det skal ende i morgen, men samtidig håber jeg det, for så slipper jeg for alt, men derimod vil jeg gerne opleve en masse, men jeg har ikke lyst til at skulle sidde og græde så ofte langt ude i fremtiden…:(

don’t cry – everything will be just fine…

#grædende B